Den lille side til psykoanalysen

Efteruddannelse, kurser og foredrag

Seminar om den evidensbaserede praksis og psykisk virkelighed den 3. nov. 2020

Bog af Jane Bykær: At opdage den anden. På arbejde med det ubevidste mellem to.

Seminar om den evidensbaserede praksis og psykisk virkelighed

 trappe i beton går den op eller ned?

Evidens og virkelighed - kan man få det ene uden at miste den anden?

Seminaret afholdes den 13. nov. 2020 i Odense

 

Alle interesserede er velkomne. 

 

Baggrund:

Gennem de sidste årtier har vi i stigende grad set, at det offentliges institutioners virke søges legitimeret, ved at henvise til en ”evidensbaseret praksis”. En bevægelse, der har gået hånd i hånd med indførelse af New Public Management som styringsredskab for de offentlige budgetter.

Evidensbegrebet er ikke nyt, men det er nyt at nogen tager patent på en praksis ved dette navn. Den evidensbaserede praksis rejser således spørgsmålet om evidens, viden og sandhed på en ny måde.

Den evidensbaserede praksis bygger på en ide om, at det er muligt at isolere et menneskeligt problem, f.eks. angst og finde en eller flere specifikke interventioner som er de særligt virksomme overfor dette problem. Men mennesket er en kompleks størrelse også når det kommer til vores problemer, som er spundet ind i hele vores eksistens. En intervention, som ensidigt adresserer den type problemer vil uundgåeligt miste den psykiske virkelighed som problemet er spundet op i og som bidrager til det. Resultatet er forstyrrende elementer, der ikke er sprog for – hverken hos klinkeren eller det menneske der lider.

Under overskriften Evidensbaseret praksis og psykisk virkelighed vil vi på dette seminar beskæftige os med nogle af de spørgsmål, der dukker op, når idealet og kravet bliver, at enhver intervention skal funderes i den for tiden herskende forestilling om evidens.

- Hvad stiller vi op med alt det i den menneskelig eksistens, som undslipper og går under radaren for den evidensbaserede behandlingsmæssige praksis?

 

- Hvilke konsekvenser har det for praktikerens mulighed for at tænke sin praksis

- Hvilke effekter har det for klientens opfattelse af sin lidelse?- Hvilket forhold bliver der mellem forskning og klinik?

- Hvad sker der når teksten, der leder en praksis bliver et politisk og administrativt værktøj?

- Hvad sker der med fagligheden?

- Det er den type af spørgsmål seminaret vil forsøge at give rum til at diskutere i vekselvirkning mellem oplæg og deltagernes egne erfaringer.

 

Oplægsholdere:

Foredragsholderene bliver: Jean- Christian Delay Læge og psykoanalytiker, Ulla Østergaard psykolog, speciale i psykoterapi og supervision og psykoanalytiker, Eric Allouche psykolog og psykoanalytiker og Jane Bykær cand. mag i idehistorie, ergo- og psykoterapeut MPF og psykoanalytiker.

 

Den evidensbaserede praksis og psykoanalysen

V. Jane Bykær

 

Tiden er præget af en særlig tilgang til evidens. Der er evidensbaseret politik, ledelse, forvaltning, undervisning og hvad der er særlig relevant i vores sammenhæng er, at der er den evidensbaserede praksis for psykoterapi (EBP). Evidens er det gyldige argument for tiden. 

For at opdage en tids herskende diskurs og dennes effekter, må man sætte den overfor en anden. Den anden praksis som EBP udredes i forhold til er psykoanalysen. Ved at gå til roden af begge praksisformer og via punktnedslag i deres respektive dannelse (psykoanalysen) og opståen (EBP) undersøges, hvilket felt de hver især opererer i og hvad de vil i praksis. 

EBP baserer sig på interventionsmetoder, der tænkes at virke over for specifikke diagnostiske kategorier og symptomer. Psykoanalysens interventioner baserer sig derimod på en undersøgelse af forholdet mellem symptomer og den enkeltes ønsker. 

Noveller og journaler. Erfaringer med sprog og tekst i psykiatrien 

v. Ulla Østergård

”Jeg har ikke altid været psykoterapeut, men er opdraget med lokaldiagnoser og elektroprognostik ligesom andre neuropatologer og det berører mig selv helt særligt, at de sygehistorier, som jeg skriver om, er at læse som noveller og at de så at sige savner videnskabelighedens præg af alvor. Jeg må trøste mig med, at det er genstandens natur, der først og fremmest er ansvarlig herfor snarere end min forkærlighed.” 

En journal er i sin egentlige betydning en dagbog og ordet rummer en litterær dimension, som er blevet mere og mere fraværende i nutidige journaler. Førhen var journalen et sted, hvor klinikeren kunne systematisere sine tanker og gøre sig sine overvejelser om patienten og dennes tilstand. Nutidens (elektroniske) journal er for en stor del en afrapportering i allerede fastlagte kategorier og skemaer og er udformet så den kan danne grundlag for trækning af data, især til forskning. Klinikken underlægges forskningens behov for nemt tilgængelige og store mængder data i overensstemmelse med en evidenstænkning. Klinikerens møde med patienten udformer sig i stigende grad som en indsamling af de oplysninger som journalen fordrer i stedet for en tænkning på baggrund af patientens mere frie fortælling. For patienten betyder det en fragmentering af både syge- og livshistorie i dataenheder. 

Hvad sker der, når man indfører et poetisk sprog i behandlingsarbejdet? Gennem oplæsning af en novelle i en patientgruppe søges den enkeltes muligheder for at tænke om sig selv og udtrykke dette i et mere personligt og rigt sprog udviklet. Patientens møde med en litterær tekst appellerer til andre tanker om sig selv end mødet med en dataindsamling. En anden fortælling inspirerer til en egen fortælling, som understøtter en subjektiv sandhed om erfaringer med at være et menneske og med at have en psykisk lidelse. 

 

Hvad kan behandling af misbrug lærer os?

V. Eric Allouches  

 

På den samme måde som sjældne patologier kan lære os en del om almene fænomener, kan misbrugsbehandling lære os noget om utydelige elementer, som er på spil i behandling.

Misbrug kan være et så behandlingsresistent fænomen at misbrugsbehandlingen kan – internationalt set – tage ekstreme polariserede former som, på den ene side at fængsle folk indtil de bliver stoffrie til, på den anden side, at forsyne dem med lige præcist det de ønsker: ren morfin i kanyler. Ind imellem kan man finde et helt virvar af behandlingsformer hvor effektivitet, og gerne en evidensbåret en, lader til at være det eneste (dog sammen med økonomien) gældende kriterium, ud fra den implicitte forståelse, at den mest effektive behandling også må være den bedste.

I en perfekt verden vil den meste effektiv behandling også være den meste skånsom og hvorfor ikke også den hurtigste og den billigste, men i den aktuelle verden er de mest effektive behandlingsformer sjældent de hurtigste, endnu mere sjældent de billigste og især kan de være ret tvivlsomme i deres måde at behandle deres klienter.

Hvordan kan man så træffe et etisk valg ift. den behandlingsform man tilbyder? Skal man vælge en skånsom behandling som kun opnår begrænsede resultater, eller en mere hensynsløs behandlingsform som giver ualmindeligt gode resultater?

Dette dilemma har ikke nødvendigvis meget at vinde ved at blive stillet op i en enten/eller form, men det tvinger os til at stille spørgsmålstegn ved vores implicitte forestillinger, når vi prøver at tilbyde hvis ikke den bedste, så en ”god nok” behandling.

 

Diagnoser og evidens – dengang og nu 

 v. Jean-Christian Delay

 

I det daglige arbejde med deres patienter er behandlere præget af hvem de er som mennesker, af deres uddannelse, deres erfaringer og de holdninger der dominerer den tid de praktiserer i. Den græske antiks ”Kend dig selv” kan stadig bruges, men man kan tilføje "Kend din tid”, dens muligheder og begrænsninger. Her kan det hjælpe at perspektivere nutiden ved at sammenligne den med fortiden og forestillinger om fremtiden. 

At diagnoser og evidens har været i vælten igennem de sidste årtier ændrer ikke ved at behandlere har diagnosticeret og søgt evidens før.  

Hvordan behandlere (og forskere) diagnosticerer og forstår evidens afhænger i høj grad af hvordan de opfatter virkelighed … og beskriver den. Fortidens optegnelser af både somatiske og psykiske lidelser har fra tid til anden leveret fremragende beskrivelser, med en iagttagelsesrigdom og -præcision som kan få vores moderne, diagnostiske tjeklister til at se temmelig fattige ud.  

I de sidste 50 år eller så har idealet været at gøre diagnosesystemer og evidenskriterier – også indenfor det psykiske område – så videnskabelige som muligt. Ikke mere snak, der skal tal på bordet og det skal handle om hjernen. I dag ved vi utvivlsomt mere om hjernen end før i tiden. Spørgsmålet er om vi nu ved mindre om sindet. Det uddyber vi nærmere med udgangspunkt i DSM-manualernes overgang fra at være psykoanalytisk-inspireret til at være mere evidensbaseret med den somatiske lægevidenskab som forbillede. 

Nutidens evidenstænkning indenfor det psykiske område bygger på forsimplede opfattelser af videnskab. Det tager ikke højde for den kendsgerning at menneskenes opfattelse og håndtering af virkelighed formes af deres forestillinger, fantasier og ønsker. 

 

Seminaret henvender sig til:

Alle der finder interesse heri, det være terapeuter, psykologer, medarbejdere i det sociale felt og andre. 

 

Pris:

1000 kr. med forplejning 

 

Seminaret afholdes:

Odense mødecenter

På mødecenter Odense, Buchwaldsgade 48, 5000 Odense C. Se kort her 

 

Fredag den 13/11 2020 kl. 10- (16) præcis sluttid oplyses senere og der er plads til 20. Overstiges antallet og der er tilstrækkelig interesse for seminaret hertil, vil vi gennemføre arrengementet på ny senere. 

 

Tilmelding:

Tilmelding skal ske senest den 26 oktober 2020 og optagelsen sker efter først til mølle princippet.

 

Ved tilmeldingen skal følgende oplyses: Navn, titel, adresse og mailadresse, telefonnummer, ansættelsessted og et ean-nummer, såfremt din arbejdsgiver er offentlig og skal betale betaler. 

 

Tilmeld dig her.

 

Yderligere oplysninger:

Du er velkommen til at ringe for yderligere oplysninger på 21 62 75 69 eller sende en mail via kontraktformularen her

 

#denEvidensbaseredePraksisOgPsykiskVirkelighed