Den lille side til psykoanalysen

Var psykoanalysen ikke forældet?

Tja, hvordan griber man et sådant spørgsmål an? Man må for det første anerkende det og gå ud fra, at spørgsmålet kommer et sted fra. Et sted, hvor en holdning til psykoanalysen er blevet afgjort og psykoanalysen blevet kasseret som forældet. Det ligger jo implicit i spørgsmålet. Men på den anden side af denne konklusion åbner spørgsmålet op for noget gådefuldt, idet det jo undrer sig over denne genkomst i forhold til forældelsen. Så lad mig søge at svare. For det første bemærker vi, at spørgsmålet indarbejder tiden i sig selv, og det på en særlig måde – en tøven. Og for det andet indarbejder det som sagt en mulig genkomst i sig. I al dets enkelthed lægger spørgsmålet op til et mere sammensat svar.

Lad os tage tidsspørgsmålet først. Spørgsmålet viser implicit et træk ved den selv samme tid, idet tiden kan fremstå via det, der er fremme i tiden, altså det, der kendetegner den. Det er sådan, vi bruger tidsbegrebet, når vi skelner den ene tid i kulturens historie fra den anden. Tiden må netop kædes sammen med de træk, der giver den karakter; renæssancen, oldtiden, barndommen etc. Den anden del af spørgsmålet er dets undren over, at denne forældelse – læst u-aktualitet – åbenbart ikke er global, i og med at nogen fortsat beskæftiger sig med psykoanalysen, og for hvem man må formode, psykoanalysen er aktuel……

Læs videre på PDF-filen her