Den lille side til psykoanalysen

Fra angsten til fobien

Artiklen er også udgivet i Psykoterapeuten febr. 2018

Angst er et omfattende og komplekst emne. I psykoanalysen er angsten et centralt begreb. Både psykoanalysens fader Sigmund Freud (1856-1939) og den franske psykiater og psykoanalytiker Jacques Lacan (1901-1981) med flere har behandlet angstens problematik indgående. Det er deres arbejde, jeg her trækker på. Angsten vil, som overskriften antyder, bliver behandlet i forhold til fobien.

Ikke kun mennesker kan opleve angst. Jeg bor tæt ved en byskov og har jævnligt dådyr i min have. De er vagtsomme, selv om de efterhånden har vænnet sig til mennesker, og sker der den mindste forandring i omgivelserne, en lyd eller en bevægelse, så er de væk. Er de angste eller er de frygtsomme? Hvis man lader frygt være det, der bestemmer en særlig på forhånd defineret fare, så har jeg hermed indlemmet en plads til begrebet frygt. Frygt for indbrud, for krig m.m. Angsten er noget andet. Begge, både frygten og angsten, er følelser, og de er velkendte. Men objektet er ikke helt så let at lokalisere i angsten, selv om angsten ikke er uden objekt (Lacan: Anxiety. 2014, s.15).

For at komme angsten en anelse nærmere vil jeg for en kort stund vende mig mod barnets forskning. Barnets opgave er fra fødslen og frem at komme ind i den struktur, som binder krop og tale sammen. Krop og tale bindes sammen via det ubevidste. Det er et af psykoanalysens budskaber. Den struktur, den enkelte er til i, kalder Lacan for subjektiviteten.

På barnets vej ind i den struktur støder det nødvendigvis på situationer, der kræver en særlig indsats af det. Der er særlige, udfordrende steder. Eksempelvis kønsforskellen eller spørgsmålet om, hvor børnene kommer fra. I barnets udarbejdelse af svar på disse spørgsmål kan angsten dukke op. Lacan siger det således: Angsten står i forhold til det tidspunkt, hvor subjektet er suspenderet mellem en tid, hvor det ikke længere ved, hvor det er, og tæt på en tid, i hvilken det er ved at blive noget, hvor det ikke længere er i stand til at finde sig selv (Melman 2014; Lacan: Die Objektbeziehung 2014). Det er på sådan et sted, angsten dukker op som et svar på den manglende understøttelse.

Den forskning, som ethvert barn må gøre for at kunne blive til i krop og sprog og dermed blive en del af det menneskelige, har sine udfordrende punkter. Udfordringer, som ikke giver sig selv, ikke gives af sig selv, og som indebærer en række tab, som må overkommes, accepteres, men som barnet ikke desto mindre bliver til gennem.

På vej ind i denne struktur dukker et gennemtrængende spørgsmål op: hvad vil den anden mig? Som også er at spørge; hvad vil den anden have af mig, og hvordan nyder den anden af mig? Den anden må her forstås i en abstrakt1 forstand. Ikke en konkret anden, selv om den konkrete anden kan indsættes på den plads. Den anden, i dens mange former (konkret, abstrakt, ideel m.m.), er altid i spil. Det freudianske ubevidste er netop socialt.

Disse udfordringer, som den enkelte møder på sin vej ind i subjektivitetens arkitektur, mødes nødvendigvis på en subjektiv måde. Der findes ingen rigtig, ingen på forhånd given vej. Det er netop den enkeltes særlige måde af finde vej på, der angiver forskellene mennesker imellem. Det er her, det subjektive dukker frem. Her vi kan høre, at den ene er forskellig fra den anden. At den enkelte møder verden på sin egen måde. Måder, som er subjektive, og samtidig kan vi også lokalisere særlige træk ved den enkeltes måde, som vi genkender fra andre, og som fremstår som typer af måder. Fobien er en sådan type. Fobien er en måde at stille noget op med angsten på.

FOBIENS OBJEKT

Fobien har med angsten og rummet at gøre. Fobien er en situation, hvor den enkelte hænger fast i et særlig kritisk sted på vej ind i strukturen. Denne overgang vender jeg tilbage til. Fobikeren har skabt sig en strategi i forhold til den angst, som går forud for det fobiske. En ubevidst strategi, som hjælper umiddelbart, men som ’forkrøbler’ på sigt. Fobikeren sætter noget op foran angsten – en forpost. Det, der sættes op foran angsten, er et objekt. Der vælges et objekt – ubevidst naturligvis. Ofte et dyr eller et objekt af en lidt anden karakter, som har med rummet at gøre: en plads, det sociale, højder m.m. Men altså objekter, som enten er bestemt af rummet og/eller et dyr.

Hvor dukker angst op hos den kommende fobiker? Fobien gør ophold ved en særlig overgang. Det drejer sig om overgang fra det i det menneskelige, der ligger tættest op ad dyrenes måde at være i verden på. Det kalder Lacan den imaginære orden. Overgangen fra den til den symbolske orden volder vanskelighederne for fobikeren. Den symbolske orden er knyttet til det, at vi taler. Talen er menneskets særkende og er det, som adskiller os fra dyrene. Dyrene kan kommunikere, men vi kan tale. Der er en væsensforskel, der er for omfattende at redegøre for her. Det korte af det lange er, at fobien standser op og fikseres her på et sted i denne overgang.

Fobikerens objektvalg dæmper angsten umiddelbart. Dels skærmer objektet for angsten, som når et træ foran en stejl klippekant skaber et perspektiv. Og dels kan objektet manipuleres med, og på den måde kan subjektet skabe en form for kontrol af angsten. Edderkoppen kan fjernes, pladsen kan undgås osv. Ved at udpege et objekt får den herved skabte fobiker mere ’styr’ på angsten. Den får et navn; angst for mørke, vilde dyr, gader, spidse genstande, små rum, store pladser, insekter, edderkopper m.m. Valget af objekt er ikke tilfældigt, men det er heller ikke umiddelbart oversætbart. Det kræver et analytisk arbejde at filtre op og nå hen til det sted, hvor denne ’taktik’i form af en forpost, en ubevidst dannelse, tog form og kan løsnes og analyseres.

Fobikerens taktik er brugbar og var nødvendig, men den er også et omkostningsfuldt kompromis. Dels invaliderer denne strategi det subjektive felt, og dels skaber det en placering som fremmed. Der optræder en grundlæggende vanskelighed. Fobikeren melder sig aldrig helt ind i det, der foregår. Fobikeren placerer sig i en fremmedgjort position. Angsten bliver en underliggende skygge. Angstobjektet bliver et stedse navigeringspunkt i fobikerens måde at forholde sig til verden på.

FOBIEN OG DET KONTRAFOBISKE OBJEKT

Men fobikeren udvikler endnu en ubevidst strategi. Ofte allierer fobikeren sig med en anden; en ven, en partner, en mor, der følger med overalt. Dette følgeskab lindrer angsten, ja, får den til at forsvinde. Prisen er afhængighed.

Men hvorfor hjælper en konkret andens nærvær på angsten? Hvordan kan det være, at den anden for fobikeren er så effektiv en metode til at undgå angsten? Angsten dukker op som tegn på, at jeget er i vanskeligheder. I den struktur, Lacan taler om, taler han om to akser; en imaginær akse med jeget og den anden, og en symbolsk akse med det ubevidste subjekt og den Anden2. Fobikerens problem ligger i at kunne opretholde den imaginære akse. Denne akse er i fare for at bryde sammen. Hvilket vi ikke skal forveksle med psykosen. Men ikke desto mindre opleves denne trussel om sammenbrud faretruende. ”Jeg er bange for at blive skør”, ”Jeg kan ikke bevæge min krop”, ”Jeg aner ikke, hvad der sker. Jeg kan godt med mit hoved forstå, at der ikke er en fare, men det opleves anderledes”. Den konkrete anden udgør et hjælpemiddel her. Den anden bliver som en protese, en stok, som fobikeren benytter for at kunne opretholde sit jeg. Denne anden kaldes det kontrafobiske objekt. At skulle have en konkret anden med er en besværlig måde at leve et liv på, men giver trods alt et større handlerum. Det letter nok angsten, men det ændrer intet ved selve placeringen i strukturen, det sted, hvor fobikeren hænger fast uden at vide af det.

FRA FOBI TIL ANGST

Fobien er fobikerens måde at stille noget op med angsten på. Angsten kommer før fobien og fører naturligvis ikke nødvendigvis til fobien. Måske skulle vi i stedet for angstanfald kalde det et angstoverfald, for det er sådan, det opleves af den enkelte. Det overvælder og skaber et fald i den enkeltes mulighed for at være til stede som talende væsen. Når den enkelte ikke kan være til stede, dér i talen, er det fordi, der mangler noget, der kan gøre tilstedeværelsen mulig. Noget, der kan få et subjekt til at gribe fat i sproget og blive til i det givne nu. En særlig mangel gør sig gældende. Det, der muliggør vor tale, er mangel. Alt kan aldrig være sagt. Vi taler, fordi der mangler noget – at blive sagt. Det er den mangel, der konstituerer os som talende væsner. Det hul, der gør, at sproget kan cirkulere, som pausen, der skaber rytmen i musikken. Den mangel, der gør sig gældende i angsten, har imidlertid en ganske anden karakter. Her drejer det sig om en mangel på mangel – et udfald af sprogliggørelsens muligheder. Talen standser, fordi dens forudsætning, manglen, forsvinder. Angsten bringer et udfald af betydning med sig, dér hvor manglen på mangel dukker op. Angsten, en affekt, er svaret på udfaldet. På det sted kan det symbolske ikke træde til og kaste betydning af sig, idet den mangel, som ellers sikrer cirkulationen i det symbolske, mangler.

Lacan ”vender tilbage til Freud”, hvilket er hans kendte slogan. I den bevægelse gennemskriver han Freuds Psykoanalysen på ny. Angsten har Lacan brugt et års seminar på at behandle i Angst Seminaret (1962-1963), og nogle år forinden dette seminar tog han sig grundigt af fobien i Objektrelations Seminaret (1956-1957). Angsten bedrager ikke (Lacan: Anxiety. 2014, s.208), siger han. Den er hudløst ærlig. Angsten placerer Lacan mellem det, han kalder for nydelsen, (som på en og samme tid både er lidelse og nydelse), og det ubevidste ønske. I angsten står den enkelte tæt på et paradoksalt sted, alt for tæt på sig selv, uden at kunne genfinde sig selv via et betydningsnetværk.

Når Susanne van Deurs i sin opfordring til os om at skrive artikler til dette nummer af Psykoterapeuten om angst skriver: ”Jeg vil vove den påstand, at alle psykoterapeuter har mødt angst i forskellige former hos deres klienter – og en del sikkert også hos sig selv”, er logikken i denne sætning en følge af angstens væsen. Angsten har, som Lacan gør opmærksom på, med ønsket at gøre. Mennesket er først og fremmest menneske ved at være ønskende, det er essensen af Freuds lære.

Det enkelte menneske bliver nødvendigvis menneske på sin egen måde. Mennesket er netop ikke er et helstøbt væsen, færdig én gang for alle. Der findes ikke en færdig, normal vej, der kan forebygge angsten. Mennesket kan via det symbolske overvinde angsten ved at knytte et betydningsnet hen over udfaldets ’kløft’. Men dette net, bemærker psykoanalysen, kan aldrig være helt og fuldt dækkende én gang for alle. Det er en del af prisen, vi betaler for at være menneske.

Udgivet her på siden feb. 2018 

Litteratur

Freud, Sigmund: Hæmning, symptom og angst. Drift. Tidsskrift for psykoanalyse nr. 1-2 2011 s.9 og nr. 1. 2012 s.25.

Lacan, Jacques: Anxiety. Seminar X. Polity Press, Cambridge 2014.

Lacan, Jacques: Die Objektbeziehung. Das Seminar, Buch IV. Turia + Kant, Berlin 2014.

Melman, Charles: Phobia. Ephep Seminar 20. marts 2014. HELENCHARLESMELMAN.pdf.

  1. Det Lacan kalder den Anden – læses den store anden. Han kalder det også signifianternes skattekammer. Et sted i sproget, hvorfra der hentes signifianter. ”En signifiant repræsenterer et subjekt for en anden signifiant.”
  2. Se note 1.